Det norske blad Fri Flyt har kåret sommerens 10 mest ekstreme ferier for de eventyrlystne og sportige, der ønsker at bruge kroppen og udfolde sig aktivt når de holder ferie. Her får du de 5 første bud på sommerens 10 mest ekstreme ferier:
1. Klatring i Lofoten, Norge: Verdens smukkeste ø har nogle fantatiske fjelde og er perfekt til lange klatreruter. Her kan du teste nerverne, betragte udsigten og nyde solen som aldrig går ned fra slutningen af maj til slutningen af juli. Før du går igang, så læse bogen "Climbing in the Magic Island: Lofoten Norway" af Ed Webster, der beskriver klatreruter i Lofoten. Nordnorsk klatreskole tilbyder ugelange klatrekurser i uge 24-34. Læs mere her. Klatrer du på egen hånd kan du finde information om klatreruter her.
2. Ski i Portillo, Chile: I Sydamerika er det vinter når vi har sommer og omvendt. Derfor er det lige nu tiden for puddersne i Andesbjergene. Portillo er den ældste ski-by i Sydamerika og har en speciel historie for de nordiske skiløbere. De første personer som krydsede Uspallata-passet mellem Argentina og Chile, og dermed endte op i Portillo i 1887, var nemlig to norske ingeniører. To år senere blev 14 nordmænd hyret af den chilenske stat til at bringe post på samme strækning som de to nordmænd krydsede to år forinden. I 1966 blev Latinamerikas første og eneste ski-VM afholdt i Portillo. Skisæsonen i Portillo strækker sig fra d.14.juni til 4.oktober.
3. Snowboard i Snow Park, New Zealand: Snow Park er et vintersportssted som udelukkende består af terrænparkelementer, perfekt til den som vil finpudse triksene på hop, rails og i half pipe. Snow Park ligger lige ved Queenstown, syd i ø-riget, og er New Zealands største terrænpark. Når sneen i Alperne smelter er dette det ultimative freestyle mekka for snowboardere og skiløbere. Læs mere om Snow Park her.
4. Windsurf i Jericoacoara, Brasilien: Drømmer du om rå windsurfing denne sommer, og er du træt af fralandsvinden på det østlige Sjælland, så er Jericoacoara i Brasilien stedet at tage hen. Jericoacoara er en fiskerby på den nordøstlige kyst af Brasilien, syv timers kørsel vest for Fortaleza, med god atmosfære, konstant stærk vind og jævne bølger. Byen er i følge Fri Flyt et af de bedste spots i verden til windsurfing, og det decideret bedste spot i Brasilien. Jericoacoara har en af verdens længste og flotteste strande og er omgivet af klitter og ferskvandslaguner. Du kan leje udstyr eller tage et surf-kursus hos Club Ventos.
5. Kiteboarding på Mauritius: Lad både højde- og vandskrækken blive hjemme og rejs til Le Morne på Mauritius øst for Sydafrika. Her er der krystalklart vand og fine muligheder for at se nærmere på livet i havet. Le Morne på sydsiden af Mauritius er et perfekt udgangspunkt for både kite- og windsurfing. Her kan du læse mere om stedet og få information om begynderkurser, leje af udstyr osv.
Ha' en god aktiv sommer, hvor i verden den end kommer til at foregå. Jeg selv befinder mig for femte sommer i træk i Norge, hvor jeg arbejder for Voss Faldskærmsklub. Så har du lyst til at se verden fra oven, ved enten at tage et tandemspring eller ved at tilmelde dig et faldskærms-begynderkursus, ja så er du velkommen forbi her i Voss.
Foto: thomasboeker