Se New York fra vandsiden - helt gratis!
Officielt er sommeren knap begyndt i New York, men det betyder ingenlunde at sommerstemningen mangler. Tværtimod. I maj måned har det ikke skortet på dage med sol og +25°, og kender jeg New York ret, fortsætter den vejrprognose helt frem til oktober.
Høj varme i en storby kan naturligvis tage pusten fra enhver, så et godt tip til dem, der gæster New York i sommer, er at tage en tur med The Staten Island Ferry, som sejler mellem Manhattans sydspids og den forstadslignende bydel Staten Island. Her er der rig lejlighed til at beundre Manhattans skyline fra vandsiden, mens man får sig et velfortjent pust frisk luft side om side med færgens faste pendlere. Sejlturen tager omtrent 25 minutter hver vej, er helt og aldeles gratis, og sejler tilmed lige forbi Frihedsgudinden, så man kan få syn for sagn på vejen.
The Staten Island Ferry sejler dag som nat med mellem et kvarter og en halv times mellemrum. Tag Subway 1 eller 9 (den røde linie) til Whitehall Terminal i Financial District og stå direkte ombord - og har du ikke lyst til at gå på opdagelse på Staten Island, kan du blot gå om bord igen og tage turen tilbage til Manhattan med det samme.
God tur!
Posted by Sarah C at 02.16PM | Permalink | Comments (0) | TrackBack (0)


Comments