Parc Floral
Vejret var skønt påskemandag og indbød til at komme ud, hvor der er noget grønt. Jeg var alene hjemme for en gangs skyld og fik fat i en ven og smuttede en tur til den botaniske have i Vincennes, hvor vi brugte et par timer på at vandre rundt og nyde solskinnet.
Der var liv og glade dage, og ikke uden grund. Vejret indbød til picnics og den botaniske have er et oplagt mål. Det er gratis at komme ind, med mindre der foregår koncerter, udstillinger og den slags, og der er masser af ting at se og give sig til.
Planterne er spændende og meget varieret, os normale haveelskere bliver helt misundelige over det blomsterflor. Det er nemt at bruge timer bare på at udforske den botaniske verden, og der er også et sommerfuglehus som børn normalt elsker at besøge.
Derudover er der et kæmpe picnic område med bænke, masser af grønt græs til at sidde eller tage en lur på. Selv for de legesyge er der masser af ting at tage sig til. Legepladsen er kæmpestor og for alle aldre. Rutschebaner, klatrestativer, bordtennis borde, plads til at spille bold, forskellige gokart lignende ting, traditionel legeplads osv. Området er spredt ud, så man behøver ikke være for bekymret for at de små bliver blandet op med de store.
Hvis man har lyst til at se hele haven fra den mere magelige vinkel, så kan man cykle rundt i små cykelvogne. Der findes også et par restauranter, koncert områder og andre gode ting. Parken er åben i løbet af dagen, afhængig af årstiden. Fra april til september er åbningstiderne 9:30-20:00 - så masser af tid for en dejlig dag i det grønne.
Parken ligger lige ved siden af Château de Vincennes, så det er en oplagt mulighed at besøge slottet og borgen først og tage frokosten med ind i parken og nyde en del af eftermiddagen der.
RER A: Vincennes
Metro 1: Château de Vincennes
http://www.parcfloraldeparis.com/
http://www.boisdevincennes.com/site/parcfloral.php3
Foto: http://www.flickr.com/photos/meuh/
Posted by Pia Poulsen at 06.00PM to Seværdigheder | Permalink | Comments (0) | TrackBack (0)


Comments